On 28/08/2018 In Fotografi

Reklamefotografen er blevet til Visuel Kommunikator!

Jeg husker tydeligt den dag sidst i 90’erne, jeg kom ud på et job hos en af vore største lokale virksomheder. Jeg havde mit sædvanlige Hasselblad udstyr med i kufferten, men netop i de dage havde jeg lånt et high-end digitalt Nikon spejlrefleks kamera til test fra en leverandør, og dette kamera overvejede jeg faktisk at bruge på jobbet. Jeg var forlængst digitaliseret i mit studie, men på location skød jeg endnu på film.

Jeg kom ind på kundens kontor, men før jeg pakkede ud, nåede jeg lige at se, at der på reolen lige bag ham stod en kasse med – gæt selv – nøjagtig det samme digitale Nikon, som jeg havde med til test.

Hvilket kamera tror du jeg valgte at hive op af min taske den dag?? Hasselblad’en naturligvis! Rolls Royce’n blandt kameraer.  Jeg ræsonnerede lynhurtigt, at hvis kunden så at jeg brugte den samme digitale spejlrefleks som han selv havde, ville han måske tænke, at han lige så godt kunne have taget billederne selv.

Men oplevelsen satte gang i en masse tanker om fremtiden. For hvis nu kunderne snart fik rådighed over det samme digitale udstyr som jeg, ville jeg så blive arbejdsløs??

Jeg blev IKKE arbejdsløs. På trods af at jeg også selv købte det digitale Nikon.  Men jeg var klar over, at hvis jeg skulle have en berettigelse i årene fremover, skulle jeg ikke blot kunne levere teknisk perfekte fotos. Det var ikke længere nok. Det var startskuddet til at jeg aktivt begyndte at interessere mig for at forstå kundens reelle ønsker, og for hver gang at stræbe efter at levere ekstra værdi for pengene. Havde jeg tidligere gjort det, var det nu slut med at gemme sig bag et teknisk monopol.

Kommunikation

Med udbredelsen af digital fotografi er 80-90% af fotografernes værktøjer elimineret. I dag kan alle lave et teknisk godt fotografi eller en full-hd video.  Teknisk set kan betegnelsen “fotograf” hæftes på enhver, der tager et billede. Med andre ord er vi alle fotografer. Det har intet at gøre med hvor mange år man har fotograferet, eller om det er ens levevej. Du er fotograf til de billeder og film du tager. Sådan er det.

Foto og film som kommunikationsform er eksploderet i de seneste år. Tænk bare på Instagram og andre sociale medier. Vi sender millionvis af fotos til hinanden hver eneste dag, for at fortælle andre om en oplevelse vi har haft, som vi gerne vil dele.

Men at tage et foto er ikke det samme som at skabe et godt billede.  Alle kan fotografere, men det kræver mere end noget udstyr og et godt øje, hvis man skal definere et brand, en person eller et produkt. I dag vil kunderne have mere end en simpel afbildning. Et middelmådigt, teknisk godt fotografi er meget nemt at lave.

Virksomheder har i princippet ikke længere brug for “fotos”. Fotos er allevegne. Fremragende fotos kan købes for ganske få kroner på stock billedbureauer.

Jamen, hvad vil virksomhederne så have?

– De vil have større salg og tjene flere penge.

– De vil have flere kunder.

– De vil have større synlighed.

– De vil fange deres målgruppe.

– De vil fortælle en engagerende historie om deres produkt eller ydelse

Aha! Jeg kender et visuelt stærkt medie, der kan levere netop det! Og hvis dette medie udnyttes optimalt, kan det tilmed levere alt ovenstående hurtigere, enklere og mere fængende end noget andet medie.

Min erfaring er at det, som interesserer virksomhederne, er at få kommunikeret et budskab om deres produkter og ydelser visuelt.  De har brug for gennemtænkte fotos og videoer til at hjælpe dem med at vækste, sælge, rekruttere nye medarbejdere, instruere, osv.

Det handler med andre ord om, hvad et foto eller en film GØR. Og netop hvad det gør, er meget afhængigt af fotografens kreative evner, æstetiske sans, og evne til at forstå målgruppen.

I denne sammenhæng er vi IKKE alle fotografer. Heller ikke hvis du har det nyeste 40 megapixel smartphone kamera i lommen. At eje en Stradivarius betyder ikke automatisk at du er koncertviolinist.

Da jeg startede op som fotograf, var det et must at kunne fremvise en excellent portefolio, der beviste at jeg kunne tage teknisk perfekte billeder under alle mulige forhold, lige fra studieoptagelser til arkitektur og portræt.

Nu er kunderne ligeglade med hvor længe fotografen har været professionel, eller hvilket udstyr han arbejder med.. Skarphed, megapixels, kontrastomfang… er blot noget, som udstyret gør, – som alle i dag kan mestre forholdsvis nemt.

I dag er jeg kundernes kreative partner.  Min vigtigste opgave er at sætte mig ind i kundens problemstilling og forstå hvordan man påvirker hans målgruppe visuelt. Vi har sammen en mission, min kunde og jeg. Vi har et budskab vi skal have kommunikeret ud til en bestemt målgruppe, for at få målgruppen til at gøre det vi ønsker.  I nogle tilfælde gøres det bedst med still-fotos, i andre tilfælde giver det bedre mening at bruge video.

Og det er netop det, der gør det spændende og udfordrende at være fotograf… eller skulle jeg måske sige “visuel kommunikator” ? Det er at udtænke, hvordan vi bedst kommunikerer præcist til målgruppen, og får ting til at ske.